Bevaringsværdige bygninger

Bygningen har bl.a. sin høje SAVE-værdi på grund af dens rendyrkede nyklassiscistiske udtryk (en arkitektonisk stilart, der var moderne sidst i 1800-tallet, og som hentede inspiration i oldtidens Grækenland).

Det kan man se i kraft af husets pilastre (søjlerne på facaden), kannalinger langs taget (tagets kant, der former sig som takker) og efterligningen af et tempels form i vinduesrammerne yderst til venstre og højre.

Bygningen har ikke gennemgået store forandringer gennem tiden og fremstår nogenlunde som oprindeligt, hvilket også giver den værdi. Den har også en stærk kulturhistorisk værdi, fordi huset blev bygget af Håndværkerforeningen i 1885, hvilket kan læses på fronten.

Her er der tale om et fornemt eksempel på et Bedre Byggeskikhus og en tidligere stationsbygning.

Landsbevægelsen Bedre Byggeskik opstod i 1915 med visionen om at få kvalitet, enkelthed og de klassiske proportioner tilbage i byggeriet.

Bevægelsen satte sig spor overalt i landet. Bedre Byggeskik kan næppe kaldes en egentlig stilart, men er mere en helhedsorienteret indstilling til arkitektur og en folkelig bevægelse med fokus på stilfærdig saglighed, solidt håndværk og ’ærlige’ materialer.

Tendensen opstod i 1915 i form af Landsbevægelsen "Bedre Byggeskik", der havde en klar vision om at få kvaliteten tilbage i byggeriet og opbygge en ny byggeskik med stærke rødder i dansk tradition.

Huset er en tidligere stationsbygning og er et vidnesbyrd om lokalbanernes og (stations)landsbyernes storhedstid i første halvdel af 1900-tallet, hvor de havde deres egne små samfund med stationer, detailbutikker, mejerier, håndværkere, småindustri, forsamlingshuse og så videre.

Bygningen er særdeles velbevaret og står næsten med alle originale materialer inklusive dele af det oprindelige inventar i form af et stationsventeværelse fra 1920erne.

Bygningen er i skrivende stund (2013) i fin stand.

Bygningen er et gavlbindingsværkshus, hvoraf de ældste dele formentlig stammer fra anden halvdel af 1500-tallet, og andre dele er fra 1700-tallet.

Huset har dermed stået på sin plads næsten siden, at gaden blev bebygget i 1400-tallet. Husets høje alder kan ses ved, at huset indeholder højremsstolper, og at huset ligger med gavlen mod gaden. Begge dele er middelalderlige byggemåder, selvom husets ældste dele stammer fra renæssancen. Huse fra 1500-tallet er et relativt sjældent syn i danske byer.

I 1773 ramtes bygningen af en brand, som gjorde, at dele af bindingsværket måtte udskiftes. De udskiftede dele er udført i bokskonstruktion med et løsholt med to dokker (de lodrette korte bjælker i bindingsværket) under og en over i hvert fag, hvilket er karakteristisk for 1700-tallets bindingsværk.

Der er en døroverligger med en tysk indskrift fra 1779 over en af husets døre, som formentlig er indsat i forbindelse med reparationen efter branden. Den type døroverligger er karakteristisk for Horsens, men er ikke længere et almindeligt syn i Danmark generelt. Husets facade er klassicistisk og er muligvis sat på facaden i 1770erne efter branden.

På den måde fortæller bygningen om typiske tendenser inden for købstadsbindingsværk i 1500 – og 1700-tallet og stilhistorie sidst i 1700-tallet og er dermed nærmest en billedbog over ældre dansk (købstads)bygningshistorie igennem flere århundreder. Huset har derfor på flere måder en meget høj arkitektonisk værdi.

Bygningens omgivende miljø spiller også ind på SAVE-værdien. Nørregade er generel interessant for byens historie på flere punkter. Nr. 16 og 18 husede en spindeskole og Den Fri Fattigskole for de fattigste børn sidst i 1700-tallet, mens nr. 14 og 16 rummede byens fattiggård og en arbejdsanstalt i 1800-tallet.

Nørregade 11 er en af Jyllands første klassicistiske huse formentlig opført af den lokale billedhugger og arkitekt Jens Hjernøe i 1774. Gavlhusene nr. 4, 6 og 8 er blandt byens ældste verdslige bygninger med rødder tilbage til 1500 – og 1600-tallet. Bortset fra et par andre bygninger er disse bygninger de eneste huse i byen med rødder i 1500-tallet, der stadig står.