Kulturmiljøer i det tidligere Vejle Amt

De stejle fjordkyster, de fede bølgede morænejorde, de dybe, brede ådale, de urolige israndsstrøg med vekslende jordbund og den vestlige fattige hedeslette har dannet udgangspunkt for en vifte af menneskelige aktiviteter.

Denne virksomhed har afsat mange spor i landskabet. Ja, faktisk en lagkage af spor med mange forskellige kulturmiljøer i hvert lag.

Nogle spor er helt forsvundet, stærkt udviskede og fragmenterede, andre er mere velbevarede og viser i deres helhed stadig en historisk sammenhæng.

En kronologisk, funktionel eller tidstypisk sammenhæng, der er værd at tage vare på som fysiske levn fra tider, hvor samfundets organisation, behov og åndelige liv var anderledes end nutidens.

De udpegede værdifulde kulturmiljøer udgør kun et beskedent udsnit af landskabet, der er udvalgt efter en række kriterier som bevaringsgrad, kildeværdi og fortælleværdi.

Blandt andre væsentlige kriterier er det egnstypiske, det repræsentative og det sjældne, og netop for at underbygge det geografiske perspektiv gives her en kortfattet introduktion til nogle af de mange lag af kulturmiljøer i det tidligere Vejle Amt.

Et overblik ved hjælp af temakort, som kan illustrere de regionale forskelle indenfor amtet.

Vejle Amt fra 1970 er ikke en ensartet region, hverken fra naturens hånd eller som historisk administrativ enhed.

I middelalderen tilhørte den sydvestlige del Koldinghus Len og Ribe Stift. De østligste sogne syd for Kolding tilhørte Slesvig Stift og var i verdslig henseende en del af hertugdømmerne. Den nordøstlige del hørte til Stjernholm Len, og dele af Silkeborg og Skanderborg Len, der alle lå i Århus Stift.

Lenene blev til amter i 1662 efter enevældens indførelse. I 1793 blev antallet af amter halveret. Det første Vejle Amt blev konstrueret med grundsubstans i det gamle Koldinghus Amt, dog uden Slavs og Andst Herred, og med indlemmelse af Hatting og Bjerre Herred fra Stjernholm Amt.

Den nordlige del udgjordes af det nye og større Skanderborg Amt.

Strukturreformen i 1970

Ved struktureformen i 1970 kom det nuværende Vejle Amt til at bestå af den sydlige halvdel af Skanderborg Amt og det meste af Vejle Amt (fra 1793), undtagen lidt af Nørvang Herred, der afgik til Ringkøbing Amt. Seks sogne i Andst Herred, kom til fra Ribe Amt, og tre sogne i Nørre Tyrsting Herred, der blev indlemmet i Kongeriget i 1864, gik til Sønderyllands Amt.

Udover rigsgrænsens ændringer mod syd omkring Kolding, har særligt de kongelige vildtbaner og rytterdistrikter haft betydning for bebyggelsesbilledet, og afsat varige spor i landskabet. En administrativ historie, som er umulig at afbilde pædagogisk på et enkelt kort. For en nærmere belysning henvises til Landbohistorie i Vejle Amt (1987) eller Danmarks Administrative Inddeling (1984).

Strukturreformen i 2007

Historien gentager sig, og endnu engang er amtet genstand for opdeling i medfør af strukturreformen 1/1 2007. Den kommende grænse mellem Region Syd og Region Midt kommer i store træk til at følge den gamle grænse fra 1793 mellem Vejle og Skanderborg Amt, bortset fra lidt tildragelse og afgivelse i Horsens og Tørring-Uldum kommuner.

Nørre Snede sammenlægges med Ikast og Brande Kommuner. Den nye Horsens Kommune består af Brædstrup, Gedved og Horsens. En smule af Voerladegård sogn i Brædstrup Kommune afgives til Ny Skanderborg Kommune. Ny Hedensted udvides ved inddragelse af Tørring-Uldum mod vest og Juelsminde mod øst.

Fra Tørring-Uldum afgives Grejs sogn til Ny Vejle Kommune, der er en sammenlægning af Give, Jelling, Egtved Vejle og Børkop. Vester Nebel sogn i Egtved Kommune afstås dog til Ny Kolding, som består af Lunderskov, Vamdrup, Kolding og Christiansfeld Kommune. Fredericia Kommune fortsætter, som den eneste i Amtet med en uændret geografi fra 2007.

Den naturgeografiske dannelseshistorie i Vejle Amt er uhyre kompleks, hvis man vil forstå alle detailformernes oprindelse. Den vigtigste grænse er hovedstilstandslinjen, som skiller amtet, ja hele Jylland, i en frugtbar, østlig del og en vestlig del med lettere jorder.

Linjen løber nogenlunde tværs ned igennem regionen og markerer NØ-isens hovedophold ca. 20.000 f. Kr (den vestligegrænse på kortet).

Om sommeren skyllede enorme smeltevandsfloder ud gennem gletscherportene og gravede smeltevandsdale ved isranden. Det udskyllede materiale dannede de store sandede hedesletter mellem bakkeøerne (moræneknolde fra næstsidste istid, Saale).

Efter et par tusind år med afsmeltning fulgte SØ-isens fremstød. SØ-isen (den ungbaltiske is) afsatte flere randmoræner, men nåede ikke helt så langt mod vest. Isens moræneaflejringer var frugtbare og lerede. Isens smeltevandsstrømme fulgte bl.a. Gudenå-dalen mod nord og Kongeådalen med vest.

I området mellem NØ-isens og SØ-isens er rester af flere mindre isrande. En urolig, kuperet overgangszone med jorde vekslende fra gode lerjorde til sandede smeltevandsaflejringer.

På Videnskabernes Selskabs kort (1:120.000) kan man for første gang danne sig et nogenlunde pålideligt billede af fordelingen af landskabets ressourcer. Kortet bygger på opmålinger fra 1780/1787 i den østlige del og 1803/1804 i den vestlige del, og er således ikke et rent tidsbillede. Ligeledes er agerlandets udbredelse noget overdrevet på bekostning af små vådområder og tørre græsningsjorder.

Alligevel giver det en god fornemmelse af den generelle anvendelse af amtet omkring år 1800. Den østlige del var ganske stærkt opdyrket. Langs de stejle kystskrænter og stejle ådalsskrænter voksede skov og vådområderne fulgte vandløbene. En del krat og småskov, formentlig græsnings og/ eller stævningsskov, fandtes spredt rundt i sognene.

Dominerende hede i vest

I den vestligste del var heden dominerende og områder præget af sandflugt eller indsander var enkelte steder ret markante. Det dyrkede areal fandtes især langs vandløbene. Hedeegnen var næsten skovløs bortset fra fx Åst Skov og Tykskov Krat.

Nogle steder nåede heden langt over mod øst, fx på hedesletten omkring Løsning og Hedensted. De største vådområder var Rævlingmose mod vest, Tørring-Uldum Kær i den centrale del og Haraldskær ved Vejle, Svanemosen ved Kolding og engene langs Hansted Ås nedre løb ved Horsens.

Skovene havde størst udbredelse på egnen mellem Vejle og Kolding, hvilket skyldes, at skovene var udsat for mindre hugst indenfor den kongelige vildtbane.

Oldtidens kulturmiljøer repræsenterer de nederste lag i kulturlandskabets lagpakke, og derfor er bevaringsvilkårene dybest set ugunstige.

Antallet af synlige oldtidsspor er reduceret betydeligt gennem det sidste årtusinde, særligt efter landboreformerne omkring 1800, og udviklingen af mere avanceret jordbrugsteknologi.

Utallige skjulte, jord- eller vanddækkede oldtidslevn er blevet pløjet op, nedbrudt og smuldret bort på grund af afvanding, eller udgravet ved byggeri og tekniske anlæg.

Risikoen for overlejring eller udslettelse er særlig stor, hvis kultursporene udgøres af flygtige materialer.

Det er imidlertid også denne destruktive aktivitet, som har gjort os i stand til at skabe en nogenlunde sammenhængende viden om de forhistoriske kulturer og deres materielle frembringelser.

Men det er umuligt at danne sig et overordnet billede af den potentielle bestand af oldtidsmiljøer.

Gravhøje og megalitter som synlige spor

De bevarede synlige spor består primært af gravhøje og megalitter. Elementer, som i deres funktionsperiode antageligt indgik i større sammenhængende boplads-områder, der kun kan rekonstrueres i grove træk.

For oldtidens kulturmiljøer må man således først og fremmest glæde sig over og værne om det, der overhovedet er tilbage. Dernæst stille sig tilfreds med, at miljøerne primært består af koncentrationer af forholdsvis ensartede spor, selvom de ofte repræsenterer en lang udviklingsperiode og ikke nødvendigvis har dannet funktionelle helheder i samtiden.

De udpegede egentlige oldtidsmiljøer falder i to hovedgrupper:

Koncentrationer af fredede og overpløjede gravhøje samt koncentrationer af usynlige stenalderbopladser.

Koncentrationer af gravhøje findes specielt på højtliggende strøg i den vestlige og nordlige del af amtet.

På lange stræk følges hærvejen(e) med højgrupper og tilføjer en helt særlig fornemmelse af kontinuitet i landskabet. Blandt højgrupperne hører Vorbjerg-Underup og Randbølstrøget til de meget fine lokaliteter.

De udpegede stenalderbopladser findes ved kysten, langs gamle fjordarme, på ådalskanten eller i randen af moseområder, med størst koncentration omkring Horsens ved Bygholm, Hansted Å og Nørrestrand samt Gudenåen og Spjarup-Sønderkær.

Derudover indgår gravhøje og andre oldtidslevn også i udpegningen af nyere kulturmiljøer som landsbyer, hovedgårde og plantager, for eksempel stenrøser i Frederikshåb Plantage eller megalitgrave ved Barritskov hovedgård.

Indtil omkring 1800 var bebyggelsesbilledet uden for købstæderne karakteriseret af landsbyer, hovedgårde og enestegårde. Landsbyerne var den helt dominerende bebyggelsestype.

I Amtet havde landsbyerne i gennemsnit godt otte gårde, men tallet dækker over stor variation. De større landsbyer med 10-20 gårde lå især i den østlige frugtbare del af Amtet. Den største, Erritsø ved Fredericia, havde 40 gårde, dernæst Endelave med 37 gårde.

Modsat var landsbyerne i den vestlige del gerne mindre og løst opbyggede, og i de stærkt hedeprægede egne var enestegårde almindelige bebyggelser bestående af en eller to gårde. Det skal retfærdigvis anføres, at enestegårdene i adskillige tilfælde havde flere brugere, dvs. at to eller flere familier var bosat på samme gård. De udpegede enestegårde i den østlige del af amtet er relativt store Hovedgårdslignende enheder.

Udbredelsen af hovedgårde

På kortet fremgår det, at der er stor forskel på udbredelsen af hovedgårde i Amtet. I området nord og vest for Vejle fandtes mange hovedgårde. De betydeligste var de store hovedgårde Boller og Bygholm som i 1686 havde henholdsvis 171 og 115 fæstegårde, svarende til 1003 og 702 tønder fæstehartkorn udover selve hovedgårdenes hartkorn. Dernæst kom Palsgård, Barritskov og Rosenvold med 374, 259 og 216 tønder hartkorn.

Alle lå ved kysten på Bjerre-halvøen med rige skov og agerressourcer i baglandet. Indenlands fandtes også betydelige hovedgårde som fx Urup og Ussinggård, men så snart man bevægede sig ud på heden tyndede det stærkt ud i antallet og størrelsen af hovedgårdene. Ved udpegningen af hovedgårds-kulturmiljøerne er det forsøgt at illustrere bredden og både fange de store, markante anlæg fx Tirsbæk samt de mindre og ydmyge, fx Søndersthoved.

I området syd for Vejle og nord for Horsens forekommer hovedgårde stort set ikke. Der skyldes især den jagtinteresserede Frederik II, som i perioden 1572 til 1584 mageskiftede sig til et sammenhængende jagtområde, en vildtbane.

Vildtbane

Efter reformationen havde kronen overtaget de gejstlige besiddelser og kongen havde derfor mange jorder at bytte med herregårdene.

Nogle af de nytildragede herregårde blev nedlagt, andre blev delvis udstykket og fortsatte som fogedgårde, som kongen forpagtede til ”skovridere”, der skulle holde opsyn med vildtet og skovene.

Vildtbanens territorium blev markeret ved høje træpæle, senere stenstøtter. Omkring den privatejede enestegård, Testrup, der lå indkapslet i Skanderborg Rytterdistrikt, findes en mængde kontra-vildtbanesten, der skulle forhindre kongelig jagt indenfor ejerlavet.

Kongsbønderne havde generelt bedre kår end almindelige fæstebønder, fordi hoveriet blev afløst af en pengeafgift og således slap de for den store arbejdsbyrde på hovmarkerne.

Rytterdistrikter

Svenskekrigene og den efterfølgende pestepidemi lagde mange gårde øde på Vejle-egnen, navnlig i Tørrild og Jerlev Herred, men allerede i slutningen af 1600-tallet var de fleste gårde på fode igen.

Krigene affødte en hærreform i 1670, hvor en del af kronens gods udlagdes som 12 rytterdistrikter. To af disse blev udlagt i Koldinghus og Skanderborg, hvilket fremgår tydeligt af tabellen over besiddelsesforholdene i amterne omkring Vejle i 1688.

På rytterdistrikternes fogedgårde boede obersterne og distrikterne virkede, med forskellige omlægninger af rytteriets underhold, indtil 1765-1769, hvor godset blev solgt på auktioner. Hermed fik kongsbønderne, som de første, mulighed for at blive selvejere – en status der først blev almindelig for de øvrige fæstebønder de følgende ca. 50 år i forbindelse med de store landboreformer.

Vejle Amt er rigt på vandløb. Vand har siden Arilds tid været en helt nødvendig ressource, og tilgængeligheden af vand er en fundamental lokaliseringsfaktor. Derfor har der altid været mange interesser forbundet med de rindende vande.

Vandmølleriet blev indført og udviklet gennem højmiddelalderen med klostrene som spredningscentre. Møllerne blev ofte opført i tilknytning til kongens, adelens eller kirkens jorder.

Under enevælden blev vandmølleriet stærkt reguleret, og bønderne var forpligtet til at få malet deres korn ved en given mølle – mølletvang. Ved frigivelse af møllenæringen i anden del af 1800-tallet blev vandmølleriet udviklet i stærk konkurrence med mange nyopførte hollandske vindmøller. Nye kværne og møllehjul skulle øge kornmalingen.

Flere mølleanlæg blev også nedlagt i forbindelse afvandingsprojekter, hvor opstemningen var en hæmsko. Andre møller omlagde produktionen, men fortsatte med at udnytte vandkraften til fx savskæreri, sliberi, maltgøreri, klædestamperi og senere el-produktion ved turbiner. Vandmøllernes ret til at opstemme vandløbene blev i flere tilfælde overtaget af engvandingsanlæg, som igen blev overtaget af dambrug.

Dambrug

Landets første kommercielle dambrug (Hvilestedgård) blev anlagt i Amtet i 1890erne. I den følgende periode frem til 2. Verdenskrig anlægges en til to håndfulde i hvert årti.

Dambrugserhvervet eksploderede i 1950erne og 1960erne med anlæggelse af mere end 100 brug i Vejle Amt. Både vandmøllerne og dambrugene var og er koncentreret langs de større hovedvandløb i Amtet, fx Gudenå, Vejle Å, Grejs Å, Mattrup Å, Nebel Å og Kolding Å.

Dambrugene er særligt koncentreret i Egtved Kommune omkring Vejle Å og Randbøldal, hvor man også finder hovedparten af de udpegede dambrug. Et helt unikt kulturmiljø med tæt forekomst af vandmøller, som i 1800-tallet omlagde produktionen til bl.a. klædefremstilling og lagde grunden til udviklingen af et driftigt industri- og boligområde, findes langs Grejs Å. Som eksempel på mølleriets udvikling fra klostrene, er området omkring Klostermølle udpeget, selvom den nuværende mølle er langt nyere.

De fleste øvrige udpegede vandmøller er ikke funktionsduelige længere, men indeholder endnu væsentlige møllebygninger, opstemning og møllesø. Betydelige vandkraftanlæg til el-produktion findes ved Vestbirk og Harte, begge anlagt omkring 1920. De opstemmede søer og dybe kanaler er fortsat markante spor i landskabet.

I Vejle Amt har jernbanenettet været tæt. Etableringen af jernbanenettet begyndte med den såkaldte østjyske længdebane 1866-68 fra Kolding til Aalborg, som i 1874 blev videreført sydpå til Padborg.

Amtets fire købstæder blev hermed forbundet, og alle øvrige jernbaner blev siden hen anlagt med forbindelse til disse. Fredericia indtog hurtigt rollen som nationalt knudepunkt for den nord-sydgående og øst-vestgående skinnetrafik.

Fra Vejle videreførtes trafikken via Give tværs over den jyske hede til Herning og Struer. Kolding og Horsens blev knudepunkter for en mængde smalsporede lokalbaner, der siden blev omlagt til normalspor, hvoraf samtlige nu er nedlagt.

Nogle nåede kun at have en levetid på 30-40 år inden nye landeveje, stigende privatbilisme og lastvognstrafik ændrede transportvilkårene. Flere af de nedlagte jernbanelinjer er bevaret som cykelstier gennem det åbne land, fx Troldhedebanen, Vejle-Vandel og Horsens-Bryrup.

Stationsbyer

Jernbanerne og de nye stationer blev ofte lokale vækstcentre, men der er også eksempler på nye byer opstået ved centrale vejkryds fx Ådal. I Vejle amt blev det dog helt overvejende stationerne, som var udgangspunktet. Nye byer opstod på den bare mark, landsbyer voksede sig større og fik et urbant islæt eller virkede som moderby for en nærliggende stationsbydel.

Brædstrup, Hedensted, Lunderskov og Uldum er eksempler på gamle landsbyer, der udviklede sig til lokale centre med mange af købstadens funktioner. I samme selskab findes Vamdrup, der, indtil genforeningen 1920, indtog en særstilling som told- og grænseby.

I den modsatte ende af skalaen findes små rurale byer, der aldrig udviklede sig nævneværdigt. Typisk byer langs lokalbanerne, der blev anlagt sent og nedlagt tidligt, som lå for tæt på større centerbyer til at have et passende selvstændigt opland.

Detailhandel, håndværk og anden service har sjældent overlevet i sådanne små byer, men flere steder fortæller nedlagte funktionsbestemte bygninger, bygader og rester af jernbaneforløb stadig om byernes udviklingshistorie.

Blandt disse mindre, ”underudviklede” stationsbyer er udpeget en god håndfuld, fx Ejstrup, Slagballe, Mølvang og Gravens.

Amtets kystlinje er præget af de dybt indskårne og sejlbare fjorde til Horsens, Vejle og Kolding, som er undersøiske fortsættelser af tunneldalene oppe på land.

Kysterne er som regel stejle med en beskeden strandbred og kun få steder møder man marint forland. Købstæderne ligger beskyttet for vind og strøm ved naturhavne i bunden af fjordene. Med den tilbagetrukne placering havde byerne kontakt til et varieret bagland og samtidig var man i middelalderen beskyttet mod vendiske angreb fra søsiden.

Fredericia er, i modsætning til de tre gamle købstæder, opført ca. 1650 som fæstningsby på en pynt, altså med en mere aggressiv position i forhold til Lillebælt og Kattegat.

Overfartssteder og havne

Syd for Fredericia i læ af Lyngsodde findes resterne af det gamle overfartssted ved Snoghøj, der var det vigtigste færgested mellem Fyn og Jylland indtil jernbanefærgen mellem Strib og Fredericia blev etableret i 1872. Færgehavnen ved Fredericia blev overflødiggjort ved åbningen af den gamle Lillebæltsbro i 1935.

De fleste andre færgesteder er også nedlagt fx ved Juelsminde, hvor forbindelsen til Kalundborg lukkede i 1990erne. Fra Snaptun sejles endnu til Hjarnø og Endelave. Havnemiljøet ved Snaptun udvikledes i midten af 1800-tallet som udskibningshavn med pakhus for korn og andre landbrugsprodukter.

Også ved Rosenvold hovedgård og Fakkegrav findes bygninger eller rester af små anløbshavne fra kornsalgsperioden. Kulvig Havn på Trelde Næs blev bygget omkring 1920 til udskibning af tømmer fra baglandets skove. I udkanten af den kystnære Skærbæk landsby lå allerede i 1700-tallet en klynge fiskerhuse.

Ved anlæggelse af teglværk og anløbsmole udvikledes siden hen en lille by med fiskerihavn og bådebyggeri. Et af Amtets få levende havnemiljøer udenfor købstæderne.

Fyrtårne og fiskerlejer

Fyrtårnene i Amtet stammer næsten alle fra 1900-tallet. De er placeret strategiske steder for at markere indsejlingen til de større fjordhavne og til øerne Hjarnø og Endelave. Den største koncentration ses syd for Erritsø hvor skibstrafikken ledes gennem Lillebælt.

Syv fiskerlejer kendes i Amtet, de tidligste fra slutningen af 1400- og første halvdel af 1500-tallet. De fleste er i dag forsvundet eller stærk ændrede, kun det udpegede fiskerleje ved Lyngs har bevaret væsentlige elementer.

Koloniseret land er en fællesbetegnelse for kulturmiljøer, der er præget af tilplantning og opdyrkning af tørre næringsfattige jorder og afvanding og indvinding af våde eller vanddækkede jorder. Jorder, som var marginale eller uudnyttede indtil ca. 1750.

Amtets mest markante indslag af koloniseret land findes i den vestlige del. Allerede i 1760 søgte staten at nyttiggøre Randbøl Hede ved at lokke 86 tyske familier til området.

Der opførtes tre landsbyer til kolonisterne (Frederiksnåde, Frederikshåb og Moltkenberg), men forsøget mislykkedes, og i dag er der kun bevaret spredte spor af denne aktivitet. I 1803 erhvervede staten dele af Frederikshåb-koloniens arealer til tilplantning, i 1804 begyndte staten tilplantning af Palsgård Skov og i 1807 købtes også Gøddinggårds jorder med tilplantning for øje. Omkring 1900 erhvervede og tilplantede staten endvidere de store plantager: Nørlund, Gludsted og Hastrup.

Plantager

Ved Hedeselskabets etablering i 1866 kom der gang i de private plantager. De blev etableret af en bred vifte af ejere, typisk med assistance og tilsyn fra Hedeselskabet. De større private plantager var som regel aktieselskabsejede, fx Give Plantage fra 1867, hvor Hedeselskabets stifter Enrico Dalgas var en væsentlig drivkraft.

Også kommunerne opkøbte og tilplantede hedejord, bl.a. fx Ringgive Plantage. De fleste var imidlertid mindre plantninger ejet af gårdmænd, proprietærer, husmænd mv.

Nogle blev anlagt direkte på hedejord, andre, især på højderyggen, blev først tilplantet efter man havde forsøgt at opdyrke heden, fx Sejrup Krat, hvor der fortsat er spor af hedetomter fra gårde, der blev nedlagt inden tilplantningen.

Kyster og søer

Amtets kyster er generelt stejle, fjordene dybe og den relative land-hævning er uden væsentlig betydning for dannelsen af marine forlande. Derfor har landvinding ved inddigning og inddæmning kun været mulig få steder.

Blandt de mest iøjnefaldende lokaliteter er Vognkær Enge, og de nyligt genskabte Solkær Enge, der blev afvandet i 1923. Håbet ved Palsgård blev inddæmmet 1883, og Eltang Vig allerede i 1872, men genskabt ved storm og digebrud i 1978.

Også Rands Fjord har uden held været forsøgt inddæmmet i 1863. Indenlands er Amtet forholdsvis fattigt på søer, der har været egnet til udtørring. Blandt de større søer er det kun Gedved Sø, der er udtørret.

Afvandingen af Ejstrup Sø blev opgivet efter få årtier og den tørlagte Ødis Sø blev genoprettet i 2003. Blandt de små udtørringer finder man Haustrup Sø og Gårslev Sø. Amtets største moseområde, Tørring-Uldum Kær, der gennemløbes af Gudenåen, er stærkt præget af tørvegravning og siden afvandet.

Engvanding

Engvandingen var et forholdsvis tidligt fænomen i Amtet. Allerede i begyndelsen af 1826 skriver Carl Dalgas, om vigtige enge i ”vesteregnens” sogne, hvis vande med flid benyttes til at overrisle engene. Ja, han fremfører endog at ”Vandings-, eller egentlig Rissel-Enge, ere temmelig almindelige i Amtet…”.

Især engvandingen ved hovedgårdene Engelsholm og Bygholm fremhæves, og ved Bygholm dvæles ved brugen af en snekke til at løfte vandet.

Vandmøllernes ret til opstemning fremføres dog som en væsentlig hæmsko for yderligere udnyttelse af engvandingen. Efter Hedeselskabets oprettelse kom der rigtig gang i anlæggelsen af vandingsenge. Alene i årene 1866 til 1887 blev der anlagt 56 kilometer vandingskanaler i Vejle Amt, fordelt på 21 projekter, navnlig langs Vejle Å, Omme Å og Holtum Å.

De fleste anlæg gik ud af drift efter 2. Verdenskrig. Opfyldning, dræning og tilgroning har gjort et stort indhug i resterne. Relikter findes imidlertid endnu bl.a. langs Holtum Å, ved Hedegårde, i Randbøldal og ved Ringive.

Landbrugslandet og bebyggelsesbilledet ændrede karakter efter år 1800. Udskiftningen, ophævelsen af fællesskabet og overgangen til selveje betød helt nye muligheder for den enkelte bonde.

Overdrev og hede kom under plov, mosehuller og engpletter blev drænet eller opfyldt. Et nyt landskab præget af landinspektørens lineal blev i løbet af få generationer kultiveret og bebygget.

Det mest markante nye indslag i bebyggelsesbilledet var samlinger af gårde og huse, der er en lidet mundret betegnelse hentet fra Trap Danmark. Betegnelsen dækker over en broget gruppe af bebyggelsestyper med forskellige udviklingstræk.

I den østlige del af Amtet består samlinger af gårde og huse typisk af tre eller flere gårde som er udflyttet fra landsbyen og dermed danner en ny lille, løst opbygget landbebyggelse, som ofte har taget navn efter bymarken (vangen) de er flyttet ud på, fx Klejs Vestermark.

Andre, især i den vestlige del af Amtet, som var præget af små landsbyer og enestegårde, opstod ved udparcellering af udmarksjorder og har mere karakter af spontant opståede samlinger af mindre gårde og huse som siden konsolideres med nye veje, hegn og måske en skole og et mejeri.

Udviklingen af denne type kunne tage flere generationer og mange kan først erkendes med et selvstændigt stednavn i midten af 1900-tallet, fx Brokbjerg. Mange vil dog ofte være en blanding af udflytning og udparcellering.

Husmandskolonier og statshusmandskolonier

Egentlige husmandskolonier, som blev anlagt ved udskiftningen, typisk på våde eller sandede jorde i udkanten af ejerlavene, er der kun registreret et par håndfulde af, fx Vadhuse og Pyt.

Derimod er de såkaldte statshusmandskolonier anlagt efter 1899 og særligt efter 1919-loven mere mangfoldige. Store regulære, planlagte husmandskolonier med ensartet bebyggelse findes bl.a. ved de udstykkede hovedgårdsjorder omkring Boller, Møgelkær, Tyrrestrup, Engelsholm, Brandbjerg og Rask.

Proprietærgårde

Det nye landskab fik også en ny overklasse, de såkaldte proprietærer, som gennem 1800-tallet samlede og tilkøbte jord for at opbygge en større gård. Bygningsanlæggene blev ofte opført i mere prangende materialer med lignelser til hovedgårdene.

Proprietærgårde defineres her som gårde med mere end 12 tønder hartkorn, hvilket dengang var en betydelig bedrift med et stort folkehold.

Disse større gårde var knyttet til den østlige del af amtet, idet det praktisk taget var umuligt at samle 12 tønder hartkorn i de sandede områder, hvor der typisk gik 8-10 tønder land eller mere på en tønde hartkorn.

Proprietærgårdene var og er særligt karakteristiske indenfor det tidligere Koldinghus og Skanderborg Rytterdistrikt, hvor jorden blev solgt til selveje i 1764-67. Blandt udpegede proprietærgårde finder man Ørskovgård, Skovløkke, Elisabethsminde og Lykkesgård.

I Vejle Amt var næsten alle industrivirksomheder knyttet til åernes vandkraft indtil ca. 1840. Ser man bort fra kornvandmølleriet, der begyndte i middelalderen (behandlet ovenfor), så var det først i løbet af 1700-tallet, at nye industrigrene fik fodfæste.

Ved Dalover, Randbøldal, grundlagde storkøbmanden Gerhard de Lichtenberg i 1732 Engelsholm Papirmølle. I 1741 anlagde franskmanden major Pierre d´Andischon Haraldskær fabrik til produktion af bl.a. jern- og kobbervarer. En fabrik som Lichtenberg overtog godt ti år senere.

Ved Grejs Mølle begyndte man i slutningen 1770’erne at levere klæde til garnisionen i Fredericia. Flere tekstilmøller fulgte i kølvandet og Grejs Ådalen udviklede sig i begyndelsen af 1800-tallet til et landsdelscentrum for tekstilfabrikation.

Efter tysk opfindelse i 1840erne begyndte man at anvende træslib til papirfremstilling. Kongerigets to første træsliberier blev anlagt i Vejle Amt, i 1865 på Vingsted Mølle (W. Rentzmann) og 1866 på Vilholt Mølle (H. H. Holst). Begge udvidede med søsterfabrikker i årene efter hhv. Haraldskær og Klostermølle.

En industrivirksomhed skal have mindst seks ansatte for at optræde i industristatistikken. Det havde smeden aldrig. Til gengæld var han lige ved hånden. Omkring år 1900 var der over 400 smedjer i Amtet, i gennemsnit fire pr. sogn. I de større stationsbyer lå den ”industrielle smed” – maskinværkstederne sammen med cementstøberier, trævarefabrikker o. lign., mens jernstøberierne typisk lå i købstæderne.

Langt hovedparten af regionens ca. 50 savværker kendes først fra begyndelsen af 1900-tallet. Mange opstod på ældre vandmøller som omlagde eller supplerede produktionen i et forsøg på at overleve i konkurrence med kornmølleriet på de hollandske vindmøller. Savværkerne lå som regel i udkanten af skovområder, tæt på råstofkilden. Af samme grund findes ingen savværker i Amtets vestlige hedeegne, hvor nåletræsplantagerne først skulle blive gamle og egnede til hugst.

Andelsmejerier og -slagterier

Den måske mest almindelige landindustri var andelsmejerierne, der for hovedpartens vedkommende blev anlagt ca. 1885 til 1920. Sammen med møllerne udgjorde mejerierne hjørnestenen i andelslandbrugets forarbejdningsvirksomheder. Mejerierne anlagdes også tæt på råstoffet; den let fordærvelige mælk tålte ikke lang transport uden afkøling.

Omtrent hvert sogn havde et mejeri, ja nogle sogne endda to eller flere. I sogne hvor Indre Mission eller De stærke Jyder stod stærkt oprettede de egne, søndagshvilende mejerier. Her var arbejdet bandlyst om søndagen, der i stedet skulle bruges på andagt.

Allerede i mellemkrigsårene begyndte de første mejerisammenlægninger, der første til nybygning af større og ofte mere monumentale mejeribygninger med mejeribestyrerbolig. Slagterierne var langt fra så mangfoldige som mejerierne.

Landets første andelsslagteri blev anlagt i Horsens 1887. I amtet fulgte siden Kolding 1888 og Vejle 1909, Give 1929. Et af verdens mest moderne slagterier er nyligt opført i Horsens af Danish Crown. I Farre og Gedved findes desuden store fjerkræslagterier.

Teglværker

Teglbrændingsteknologien kom hertil i middelalderen. Helt frem til begyndelsen af 1800-tallet var teglsten et eksklusivt byggemateriale, som primært var forbeholdt kirke-, borg- og herregårdsbyggeri. Fra ca. 1840 skete der en stærkt vækst i behovet for teglmaterialer i land og by til nye grundmurede huse og gårde med tegltag og efterhånden også teglrør til dræning.

Fra 1860erne vinder de nye ringovne frem til på bekostning af de gamle brændelsslugende kammerovne. I 1959 indførtes tunnelovne, som var meget arbejdskraft besparende og brændingen lettere at styre.

Teglværkerne reduceredes herefter drastisk, både pga. rationalisering og konkurrence fra andre byggematerialer som tagpap, eternit, cementsten og betonelementer.

Langt hovedparten af Amtets 152 registrerede blev anlagt i ca. 1860-1900. Allerede i 1970 var der kun en håndfuld tilbage og i dag findes fire forfaldne værker med tilgroede lergrave ved Give, Ejstrupholm, Gammelstrup og Tørring.

Mergel

I Amtet blev hundredevis af små mergelhuller gravet igennem 1800-tallet og første del af 1900-tallet. Merglen blev spredt på lokale marker for at hæve jordens surhedsgrad. Gravene er siden opfyldt eller ligger tilbage som små dybe tilgroede vandhuller. Ved Stilbjerglund er efterladt en sø efter et større mergelleje, som virkede fra 1886 til ca. 1930, og hvorfra man via faste spor førte mergel til Grindsted og Grene. Hedeselskabet begyndte i 1901, at koordinere udlejning af lette, flytbare spor til mergelbaner med tipvogne trukket af heste eller små damplokomotiver.

I amtet fik virksomheden betydelig succes i vesteregnen mellem Vejle og Kolding, fordi man kunne nå mange lodsejere og udnytte små mergelforekomster. Netop sporenes mobilitet gør dog, at levnene i dag er begrænsede til spredte større mergelgrave ved fx Jerlev, Søvind, Enner og Boring.

I slutningen af 1800-tallet lå der bl.a kalkbrænderier eller –værker ved Hammersholm, Taulov, Vinding, Juelsminde og Hovedgård og kalkovne både udenfor Fredericia og i Kolding. De største grusgrave findes ved Dons, Ørum, Nim (Hedelund) og på hedesletten ved Løsning og Hedensted.

Tørv

Tørvegravningen har ligesom mergelgravene en spredt, lokalt karakter. Enkelte steder opstod dog egentlige tørvegravningsindustrier, bl.a. i Knudsbøl Mose og Boest Mose. Den største og meget interessante tørvegravningsmiljø findes også omkring Rævlingmose. Her udvikledes småbyerne Store Vorslunde og Øgelund omkring 2. Verdenskrig, da tørvegravningen var på sit højeste.

Pga. brændselsknaphed under verdenskrigene forsøgte man også at udvinde brunkul som supplement til mosetørv. Der er enkelte spor efter denne aktivitet ved Ejstrupholm.

Fredericias beliggenhed som knudepunkt mellem Jylland og Fyn har ikke kun medført store infrastrukturanlæg til transport i form af broer, motorveje og jernbaner. Også den fossile energiforsyning er efter 2. verdenskrig blevet tydelig i fæstningsbyens udkanter i kraft af bl.a. Skærbækværket og det fascinerende olieraffinaderi nord for byen.

To af velfærdssamfundets hjørnesten er uddannelse og sygdomsbehandling. Langt op igennem historien var uddannelse kun for de allermest velstillede; via klostre og dannelsesrejser, latinskoler og ”akademier”.

På landet, i bondesamfundet, foregik uddannelsen ved at hjælpe til med husholdning og jordbrug. Erfaringer og teknikker blev overleveret fra generation til generation.

Det samme gjaldt købstædernes håndværkere, men her havde laugsvæsenet en standardiserende betydning. Sygdom, det døde man af, eller bed smerterne i sig, i hele det korte liv. Tandpine, knoglebrud og sårpleje kunne måske klares hos smeden, bartskæreren eller den kloge kone.

Rytterskoler

Samfundets stigende interesse for almenhedens uddannelse og omsorg har de seneste 300 år sat sig talrige spor i landskabet.

Alene i Koldinghus og Skanderborg Rytterdistrikter opførtes 49 rytterskoler i perioden fra 1722 til 1727, med det primære formål at højne oplysningen og gudsfrygten for landalmuen i området.

Rytterskolerne blev forløbere for de mange landsbyskoler som byggedes efter skoleloven i 1814 og formelt set medførte undervisningspligt for omverdensforståel alle børn i landet.

I begyndelsen var det degnen eller en student, der underviste. Egentlige skolelærere kunne man først ansætte senere i 1800-tallet efterhånden som lærerseminarierne blev etableret (Jelling 1841, Gedved 1862, Vejle 1892 og Elbæk 1894).

Højskoler

I samme periode vækkes højskolebevægelsen som en slags almendannende overbygning til ”mesterlæren”, der kunne øge omverdensforståelsen hos landalmuen. Uldum Højskole fra 1849 var en af landets første.

I Amtet fulgte siden Gedved 1854, Vinding 1867, Grejsdal 1879, Vestbirk 1884 og Give Højskole 1890. I blomstringstiden husede Amtet tyve højskoler; langt hovedparten grundtvigianske folkehøjskoler. Højskolerne er udpeget som en del af bymiljøerne, fx Uldum og Vinding, eller selvstændigt fx Brandbjerg og Engelsholm, der er tidligere hovedgårde.

Sygepleje

I middelalderen var klostrene forpligtede til at drage omsorg for syge og fattige, hvad enten det var i købstaden som fx Skt. Jørgens hospital i Kolding eller på landet ved klostrene Voer og Vissing.

Det første egentlige hospital på landet var Hansted Hospital uden for Horsens opført i 1711-12. Gennem 1800-tallet udvides sundhedsvæsenet og der nybygges hospitaler i købstæderne. Hospitaler anlægges siden i et par af de store stationsbyer, i Brædstrup 1892, Give 1898 og Hornsyld 1918.

I slutningen af 1800-tallet dukker anstalter, sanatorier og rekreationshjem op langs fjordkysten i forventning om at havets friske luft og helsegivende ro og lys i kombination med styrkende diæt og spadsereture havde helbredende effekt. Mest markant er De Kellerske Anstalter ved Brejning fra 1898, som var et humanistisk nybrud indenfor åndssvageforsorgen. I 1900 åbnede Vejlefjord Sanatorium for tuberkuloseramte (fra 1957 Jysk Nervesanatorium).

Lige efter århundredeskiftet anlagdes Kystsanatoriet ved Juelsminde til behandling af kirtelsvage børn. Kysthospitalet,
som det senere kom til at hedde, fungerede siden som højskole, og er nu under nedrivning.

I 1909 åbnes julemærkesanatoriet ved Kolding Fjord, der senere overgik til statens åndssvageforsorg, og rekonvalescenshjemmet Trelde Sande opføres i 1920erne. Tilsvarende var perioden også kendetegnet ved åbning af adskillige kuranstalter og badehoteller. Selv om gæsterne her ankom frivilligt var det de samme egenskaber ved kysten man opsøgte.

Fattige

Fattigforsorgen blev uden held forsøgt sat i system i 1708, hvor bl.a. godsejerne opfordres til at drage omsorg for godsets fattige og syge.

Først med fattiglovene i 1803 blev der langsomt taget hånd om omstrejfende betlere og ubemidlede. I landskabet kom dette til udtryk ved oprettelse af fattiggårde og huse, især i midten af 1800-tallet. Jordmoderhvervet var kontrolleret af embedslægen, som skulle sørge for, at der overalt i riget fandtes et tilstrækkeligt antal jordemødre.

Fra 1810 begyndte man konsekvent at oprette distrikter med en bekvem aktionsradius og et passende befolkningsgrundlag, hvilket ses af den mange jordemoderhuse, der optræder på målebordsbladene omkring 1900.

Vejleområdet har været smeltedigel eller måske nærmere brydningszone for religiøse bevægelser.

De talrige gravhøje fra hedensk tid, som i enkelte områder stadig er bevaret i antal og tæthed vidner om stærkt troende oldtidssamfund. Man tilbad flere guder med hver sin religiøse betydning for husholdningen, forplantningen, høsten osv.

Den nok største milepæl i den danske religionshistorie blev sat i Jelling, da Harald Blåtand kristnede riget ved opførelse af en kirke i mellem de monumentale gravhøje over sine hedenske forældre, Gorm og Tyra. Vikingetidig storpolitik, der viser en fascinerende forening af det gamle med det nye

Kirker og klostre

Den kirkelige sognestruktur som i hovedtræk kan genkendes i dag blev antagelig lagt fast i 1100-tallet og fra da af stammer også landets ældste romanske stenkirker af granit eller frådsten, fx Vrigsted kirke.

Et af landets første klostre var Voer Kloster anlagt af benediktinermunke ca. 1050-1100 ved Gudenåens udløb i Mossø.

Senere i middelalderen, ikke langt fra Voer Kloster, anlagdes nonneklosteret Vissing Kloster, som blev sammenlagt med Voer i 1400-tallet. I nærheden af Hornstrup kirke kendes et kloster ved navn Sindholtsborg.

Klosteret havde tilsyneladende en ganske kort levetid, idet det nævnes første gang i 1478 – et halvt århundrede før reformationen.

I købstæderne oprettedes flere tiggermunkeklostre. Franciskanere/Gråbrødre i Horsens 1261 og Kolding 1288, og Dominikanere/Sortebrødre i Vejle ca. 1310.

Der har været 45 helligkilder i Amtet, hvoraf ca. 10 kan genfindes i dag. Helligkilder blev i middelalderen brugt af alle befolkningsgrupper til helbredelse og velsignelse, men også som samlingspunkt og til såkaldte kildemarkeder. En af de mest besøgte helligkilder var Skt. Peders Kilde ved valfartskirken Øster Nykirke langs hærvejen.

Reformationen

Efter reformationen 1536 overgik al kirkeligt gods til kongen. Ved enevældens indførelse cementerede kongen sin magtposition – over ham var kun Gud - og den evangelisk-lutherske protestantisme var rigets religion.

Under Christian VI (1730-1746) fik pietismen fodfæste i Danmark. I slutningen af 1700-tallet fik den pietistiske bevægelse lokalt udtryk på Vejle-egnen. Bevægelsen gik under navnet ”de opvakte” og blev senere kendt under som ”De stærke jyder”, fordi de trods dagbøder og tugthusstraf nægtede at lade deres børn undervise efter nye lære- og salmebøger fra 1791 og 1798.

Bevægelsen udviklede sig i Ølholm, Rårup, Uldum, Korning og især i Øster Snede sogn. I 1839, efter stædig kamp, fik de stærke jyder, ti år før den alment grundlovssikrede religionsfrihed, lov til at oprette selvstændige skoler. I løbet af 1900-tallet er bevægelsen opløst og tilhængerne gik over til Indre Mission. En lille skole i Gammelsole huser nu De stærke jyders mindestue.

Religionsfrihed

I 1675 kom den første jøde til Fredericia, der indtil 1814 havde særstilling som den eneste jyske by, hvor ikke-lutheranere måtte opholde sig.

I 1718 var der 57 jøder i byen og året efter blev den første synagoge opført. Ved tildeling af særlige privilegier lokkede Frederik IV 84 franske landflygtige og flittige huguenotter (calvinister) til Fredericia. De ankom i 1720 og skulle iværksætte hjemmeavl af den dyrt importerede tobak. Antallet af huguenotterne voksede hurtigt og omkring 1800 var der ca. 500 i Fredericia.

Grundlovens indførelse 1849 betød religionsfrihed. Det gav luft under vingerne på to kristne hovedstrømninger: De frihedselskende og folkelige grundtvigianere, der baserede sig på N. F. S. Grundtvigs tanker, og de forsagende, gudsfrygtige folk fra Indre Mission, en vækkelsesbevægelse indenfor folkekirken stiftet i 1861.

Grundtvigianerne udbredte budskabet ved dannelsen af friskoler, højskoler og valg- og frimenigheder, men centralt var også forsamlingshuset – det lokale, fordomsfrie rum. Man behøvede ikke andægtige omgivelser.

Indre Missions pendant til forsamlingshuset var missionshuset. Behovet var særligt påtrængende, hvis præsten i sognekirken var en ”fritænker”. Amtets nok bedste eksempel på brydningerne mellem grundtvigianerne og Indre Mission findes i Skanderup og Kirkeby, hvor de to menigheder tydeligvis dannede to hver deres religiøse miljøer.