Skole, plejehjem og almennyttigt boligbyggeri i 1960'erne, 70'erne og 80'erne
Langmarkskolen, Beringsvænget og plejehjemmet Lindehøj udgør en fin helhedsplan.
Langmarkskolen på Nørrebakken 1 blev anlagt som et helstøbt skolebyggeri i 1963. Den er tegnet af arkitekterne Bornebusch, Brüel og Selchau, og blev allerede få år efter byggeriet belønnet med en pris for de håndværksmæssige kvaliteter og det menneskevenlige byggeri.
Ti år senere opførtes det almennyttige boligbyggeri Beringsvænget af samme arkitekter på Bakkesvinget 2-144, og dette store lejlighedskompleks indgik i en helhedsplan sammen med Langmarkskolen.
I 1982 føjedes plejehjemmet Lindehøj til dette store offentlige byggeri, der med placeringen på den tidlige bymark med vid oversigt ned over Nørrestrand er præget af en fin arkitektonisk helhedsløsning.
Sårbarhed
Den store offentlige bebyggelse er sårbar overfor alt for mange om- og nybyggerier, som vil kunne sløre det oprindelige anlægs helhedspræg.